Lovsjusk og systemfejl leder til skandaler

Fredag d. 5 April 2024

Lovsjusk og systemfejl leder til skandaler

I går var jeg i Debatten. Det centrale spørgsmål var, hvorfor vi ser skandalerne ophobe sig i vores offentlige forvaltning. Dette spørgsmål var med udgangspunkt i den seneste sag i Forsvarsministeriet. Jeg deltog i den 2. runde, som handlede om den generelle og principielle diskussion om, hvorfor den offentlige sektor generelt fejler, og den politiske magt synes ude af stand til at lære af fejlene.

Her kommer min (lidt lange, beklager) analyse af problematikken.

For det er et godt spørgsmål.
Hvorfor opstår der en mink-skandale, hvor avlerne skal kompenseres med milliarder? Hvorfor opstår der denne bizarre og dybt uacceptable situation ift folk der skal betale for naboens ejendomsskat? Hvorfor bliver offentlige anlægsprojekter ofte meget dyrere end planlagt?

En del af forklaringen er et dysfunktionelt Christiansborg, hvor systemet omkring lovbehandlingen er gået i stykker, hvilket leder til lovsjusk med kolossale konsekvenser.

Vi ved, at Christiansborg som politisk værksted er stærkt udfordret.

Vi ved, at mange folketingspolitikere går ned med stress over arbejdet.

Vi ved, at mange har problematiseret hastigheden og mængden af lovforslag.

Samtidig ved vi, at lovbehandlingen er blevet tyndere. Jyllands-Posten har sidste år udgivet en artikel, der viser, at tiden og mængden af spørgsmål og ændringsforslag til lovforslag er halveret i forhold til for 20 år siden (Nye tal får eksperter til at advare: Demokratiet lider, og kvaliteten falder (jyllands-posten.dk)).

Der har endda været en artikel i Politiken (En frustreret minister og lækkede mails kaster lys over en ulmende konflikt på Christiansborg - politiken.dk), som viser, at det er særligt slemt i denne periode under flertalsregeringen, hvor selv regeringen savner en kritisk opposition.

Samlet set fortæller alt dette os, at de demokratiske beslutningsprocesser er ved at stoppe til. I praksis er det ikke Folketinget som fremsætter lovforslag. Det er derimod ministerierne, dvs. regeringen.

Regeringen har store magtfulde apparater med tusindvis af medarbejdere, som indenfor alle områder fremsætter lovforslag, som de 179 Folketingsmedlemmer alle skal nå at behandle.

Det simple faktum er, at Folketinget ikke længere har mulighed for at behandle alle de mange lovforslag ordentligt. Og i mange tilfælde bliver de slet ikke behandlet, dvs. læst og forstået. Blot stemt om. I bogen “Det nationale råderum” står der generelt, at politologiske forskere er bekymret for parlamenters mulighed for at udøve demokratiske kontrol med regeringer.

Jeg vurderer faktisk, at det er fysisk umuligt at Folketingspolitikere i dette landet at læse alle lovforslag igennem, og kritisk behandle dem, inden de går ned i Folketingssalen og stemmer. Lovbehandlingen i folketingssalen og i udvalgene er efterhånden tæt på ikke eksisterende.

Nogen forsøger selvfølgelig at følge lidt med, men grundlæggende har de meget svært ved det. Det bør vi alle have en ærlig samtale om. Hvordan løser vi dette problem? Det kunne fx være gennem flere politisk neutrale medarbejdere i Folketinget, der hjælper med lovbehandlingen.

Men dertil kommer et andet problem. Folketingets medhjælpere skal i stigende grad også bruge tid ovre i ministerierne til møder i forligskredsene. Dette betyder i praksis, at de politiske samtaler flytter fra det åbne Folketing til lukkede møder i ministerierne.

Det er en praktisk foranstaltning for folketingsmedlemmerne, som så kun skal nikke ja til de korte politiske aftaler om politiske målsætninger. Den politiske aftale betyder typisk, at de forpligter sig til at stemme for alle lovforslag, som de så efterfølgende ikke behøver læse eller kritisk behandle, fordi ministeren har givet håndslag på, at de ligger inden for den politiske aftale. I praksis letter det arbejdsbyrden i Folketinget.

Omkostningen ved dette er, at de har forpligtet sig på at vedtage alle lovforslag. Dette resulterer i, at embedsfolkene i praksis lovgiver - uden at Folketingsmedlemmerne reelt kender de specifikke detaljer i lovforslagene.

Det er meget velbeskrevet i blandt andet bøgerne ‘Når embedsmænd lovgiver’, og ‘Det nationale råderum’.

Det er folketingsmedlemmernes grundlovssikrede ret at stemme efter deres egen overbevisning; men det er socialt, psykologisk og partikarrieremæssigt omkostningsfuldt at gå imod den etablerede kultur. Resultatet er social eksklusion, smædekampagner, voksen-skæld-ud, nedladende kommentarer, opringninger til partifæller, der lægges pres på, trusler fra ministeren ift. samarbejde, og den slags, der gør at folketingsmedlemmer i praksis ikke tør udøve deres demokratiske rettigheder.

Så hvad er der tilbage af det parlamentariske arbejde? I mange tilfælde er det blevet reduceret til at deltage i forligskreds møder og forhandlinger samt stemme for eller imod lovforslag i Folketingssalen.

Overfor dette står alle de parlamentariske instrumenter, man har som folketingsmedlem. Dét er udvalgsmøder, behandling af lovforslag ved spørgsmål og ændringsforslag, §20 spørgsmål, samråd og høringer. Disse bliver selvfølgelig stadig brugt, men i langt mindre grad. i 2005 brugte folketinget i gennemsnit 81,7 dage på at behandle lovforslag. Det var i 2022 46,4 dage. (Kilde: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE15408392/nye-tal-faar-eksperter-til-at-advare-demokratiet-lider-og-kvaliteten-falder/). Endvidere har Politiken optalt mængden af udvalgsspørgsmål til denne regering og sammenlignet med samme periode for den daværende. Forskellen er iøjnefaldende. Det er faldet fra 18.447 til kun 3.131. Kilde: https://politiken.dk/danmark/art9642606/En-frustreret-minister-og-l%C3%A6kkede-mails-kaster-lys-over-en-ulmende-konflikt-p%C3%A5-Christiansborg Og fra Information: “Hastigheden, hvormed love gennemføres på Christiansborg, er nemlig så høj, at politikere og embedsmænd må sygemelde sig med stress, og konsekvenserne går videre end det. Det høje tempo fører til dårlig lovgivning, som i sidste ende er til skade for borgerne.

Karsten Lauritzens bog er blot det seneste af mange opråb fra politikere, embedsmænd og debattører, som har advaret om, at der er noget galt med den måde, demokratiet er skruet sammen på i dag.” (https://www.information.dk/indland/2023/06/karsten-lauritzen-bakkes-politikere-embedsmaend-folkestyret-stressramt)

Jeg vil anbefale læserne at læse disse tre artikler, hvis man vil vide, hvor galt det står til i Folketinget.

Det vi ser i dag er altså, at lovarbejdet er grundlæggende blevet tyndere og mere overfladisk. Mange udvalgsmøder er blevet skinprocesser, hvor meget få medlemmer møder op, og sjældent har spørgsmål. Udvalgene er reelt blevet tømt for indhold. Og initiativer bliver skudt ned af regeringsvenlige udvalgsformænd. I det hele taget er mit indtryk, at flere formænd for udvalgene ofte virker til at være mere regeringens forlængede arm i Folketinget - end Folketingets kritiske vagthund overfor regeringen.

Det skyldes partiloyalitet. Det er selvfølgelig særligt slemt i en tid med en flertalsregering, hvor flertallet af Folketingets medlemmer er medlem af et parti i regeringen, som de skal være loyale overfor.

Hele denne kultur, hvor partiloyalitet og forligskredse vægtes højere end de saglige parlamentariske arbejde, har jeg nægtet at deltage i. Derfor har jeg fra første dag forsøgt at gøre oprør. I min tid i Alternativet foreslog jeg, at vi skulle stemme gult til alle de lovforslag, som vi ikke havde behandlet ordentligt. Jeg insisterede på at bearbejde lovforslag grundigt - selvom Alternativet var med i forligskredse, der gjorde det arbejde meget ugleset. I sidste instans kostede dette mit medlemskab af Alternativet.

Det skabte store problemer, da jeg kritisk behandlede affaldsloven, som jeg hev Alternativet ud af, selvom Alternativet var en del af den bagvedliggende politiske aftale.

Som løsgænger insisterer jeg også på kun at stemme om lovforslag, som jeg har læst grundigt, og har behandlet med alle de parlamentariske værktøjer, som jeg har til rådighed på baggrund af folketingsmedlemmers grundlovssikrede rettigheder.

Grundlæggende kan man sige, at jeg går kvalitativt til værks i stedet for kvantitativt. Jeg vælger at gå i dybden med enkelte forslag, i stedet for at behandle alle overfladisk.

Som jeg oplever det, er Folketinget ikke længere en selvstændig politisk institution, der sikrer borgernes kontrol med regeringen. Den demokratiske beslutningsproces bliver ikke længere set som en kvalificerende og legitimerende proces, som består i at luge ud i fejl og mangler i et lovforslag, og sikrer, at når et lovforslag møder virkeligheden, så sker det smertefrit.

Pointen i Folketinget er jo netop, at man sagtens kan være uenig politisk i et forslag, men stadig kan have bidraget til og behandle forslaget således, at det står juridisk og fagligt stærkt og korrekt.

Men alt dette er slet ikke en del af kulturen. I stedet bliver kritiske og kvalificerende spørgsmål betragtet som en byrde, politiske drillerier og nærmere som illoyale forsøg på at genere regeringen.

Aktuelt behandler jeg fire lovforslag, hvor jeg i alle tilfælde finder både kattelemme og store ladeporte dybt begravet i lovteksten.

Her er to konkrete eksempler.

Det første eksempel er lovforslaget den 3. Limfjordsforbindelse. Et anlægsprojekt, som vil etablere en motorvej ovenpå på et par asbestdeponier. Til 1. behandlingen af lovforslaget siger ministeren og samtlige ordførere fra regeringen, at der ikke er fundet asbest på projektområdet. Der står også i lovforslaget, at der ikke er påvist indhold af asbest (side 37). Så skulle man synes det var fint. Men hvis man så læser videre i lovforslaget står der også at “der skal håndteres jord, som kan være forurenet og kan indeholde asbest.” (side 61). Dette er en modsætning og en inkonsistens, der ikke bør være i et lovforslag.

I lovforslaget indgår det, at konsekvensen ved håndteringen af asbestholdig jord vurderes at være ubetydelig, fordi jorden skal bortskaffes til såkaldte “godkendte jordmodtagere”.

Her kan man ikke undgå at komme til at tænke på Nordic Waste-skandalen. Hvis der bliver fundet asbest, vil det være ekstremt fordyrende - fordi der skal tages så mange forbehold og sikkerhedsforanstaltninger. Men lovforslaget afdækker ikke de risici og omkostninger. Det vil sige, at Folketinget skal træffe beslutning om et af Danmarks største anlægsprojekter på et ikke fyldestgørende oplysningsgrundlag.

Det her er et eksempel på, hvordan lovarbejdet ikke forholder sig i tilstrækkelig grad til potentielt store risici. Det forklarer, hvorfor projekter bliver dyrere end forventet. Det forklarer hvorfor der kan opstå store miljøkatastrofer. Det skyldes lovsjusk og utilstrækkeligt lovarbejde.

Til 1. behandlingen insisterende flere ordførere og ministeren på, at der ikke var asbest. Til et samråd i tirsdags indrømmede ministeren så, at der er fundet asbest i området. Jeg har stillet et ændringsforslag, hvor sundheds- og arbejdsmiljørisici afdækkes, inden anlægsprojektet må gå i gang.

Det andet aktuelle eksempel er en revision af offentlighedsloven.

I lovforslaget står der - og til 1. behandlingen nævnte flere ordførere og ministre det også - at den nye indskrænkning af aktindsigt ikke angår journalister og forskere. Men som det både fremgik af høringssvar og selve lovteksten gælder dette kun medmindre der er “tungtvejende hensyn”. Og disse hensyn drejer sig om, hvis en medarbejder et sted i den offentlige sektor har en utryg følelse, så kan anmodningen om aktindsigt afvises. Dansk Advokatsamfund kalder dette en uacceptabel “subjektivering” af retstilstanden i Danmark.

Til spørgetid i Folketinget bekræfter justitsministeren da også over for mig, at det er korrekt, at der er “den lille kattelem” i lovforslaget. Han siger dog, at intentionen med forslaget ikke er at afgrænse journalister og forskere adgang, men det er altså konsekvensen af lovforslaget. Han ville derfor heller ikke svare på, hvorvidt han ville støtte mit ændringsforslag, hvor de bliver præciseret, at loven aldrig kan bruges til at afvise anmodning om aktindsigt fra journalister og forskere.

Det er blot to eksempler på, at hvis man som folketingsmedlem stemmer om et lovforslag og kun har læst de første par sider - eller blot er blevet briefet i forligskredsen om lovforslagets fortræffeligheder - så køber man katten i sækken.

Jeg er ikke i tvivl om, at alle lovforslag indeholder lignende problematikker, som blot sjældent bliver gravet frem af kritiske graver-folketingsmedlemmer.

Derfor er det en demokratiske skandale, at medlemmerne af Danmarks vigtigste institution, Folketinget, simpelthen ikke kan gøre deres arbejde og læser det, de skal stemme om, grundigt nok. Og det er lige præcis årsagen til, at almindelige borgere føler, at vores velfungerende samfund smuldrer, selvom de stemmer på politikere, der lover, de vil løse det hele.

Folketinget har undergravet sin egen rolle. Man har afgivet magt til ministerierne, som  oversvømmer Folketinget med lovforslag, der i praksis ofte er udarbejdet i tæt samarbejde med sektorens lobbyister.

Det er denne debat, vi skal have. Ønsker vi i Danmark et stærkt Folketing med borgernes repræsentanter - eller er vi tilfredse med et slags politisk frilandsmuseum, hvor alle spiller skuespil?