Når viden må vige for interesser

Mandag d. 5 Februar 2024

”Vi skal bare gøre det fagligt rigtigt og ikke fordi, der er en eller anden sindsforvirret professor i Aarhus, der render rundt og kalder sig selv professor og siger, at verden er på en bestemt måde.”

Disse ord kommer fra viceformand i Landbrug og Fødevarer, og de er rettet mod professor i havmiljø, Stiig Markager i Altinget i dag.

Link: https://www.altinget.dk/artikel/landbrug-foedevarer-tager-afstand-fra-voldelige-protester-i-bruxelles-det-er-svineri-af-vaerste-grad

Det, som man skal vide med Landbrug og Fødevarer – såvel som andre lobbyorganisationer - det er, at de sidder med helt tæt på politikerne som skygge-pennefører for alt, hvad regeringen foretager sig. På Christiansborg, i ministerierne og styrelserne.

Selvom dette eksempel på at skyde på en ekspert er langt over grænsen, skal man også forstå, at det desværre ikke noget nyt, at lobbyistorganisationer forsøger at detronisere, underminere, true, bagvaske og intimere miljøforkæmpere og eksperter. Det hører jeg dagligt om. I 30 år er klimavidenskaben blevet forsøgt mistænkeliggjort. Det samme sker for miljøvidenskaben.

Det samme gjorde tobaksindustrien.

Det er nogle lobbyorganisationers strategi, når de intet fagligt belæg har tilbage, at true sig af med kritikere. På verdensplan koster det mange miljøforkæmpere deres liv at arbejde for bedre forhold for miljø og natur. Som samfund, som politisk system skal vi derfor være meget opmærksomme på, hvem vi ønsker at give magt til, og hvor magten reelt ligger.

Det er direkte ulækkert at være vidne til, at lobbyistorganisationen, Landbrug og Fødevarer, som får penge for at tjene landbrugets interesser ved at påvirke politik og lovgivning og den offentlige samtale, arbejder med intimidering og bagvaskelse af kritikere i den offentlige debat.

Kampen står mellem særinteresser varetaget af lobbyvirksomheder gennem politikerne på den ene side og et fagligt funderet samfund, som baserer sine beslutninger på videnskaben på den anden. Men kampen er unfair, for mens de faglige eksperter ”kun” har ret gennem videnskabelig dokumentation, har industrien enorme muskler til at køre dyre kampagner med public affairs bureauer og skyer ikke ret mange midler. Hvis kritikken mod industriens interesser dog alligevel bliver for hård, hvilket den ofte gør, fordi vi har dygtige forskere, som ikke så nemt lader sig kue, ja, så kan det være, du får en retssag på nakken.

I kernen af denne diskussion ligger der en række komplekse pointer omkring en demokratisk illusion, frygt for populisme og en utopi omkring politik baseret på saglighed og faglighed. Hvis man ikke kan få ret ved at have ret, så har vi ikke et velfungerende demokrati.

Måske har det altid været sådan... eller rettere: det har altid været sådan, at det er de få magtfulde, der bestemmer, hvordan samfundet skal organiseres. Det samfund, som flertallet er underlagt. De få varetager deres egne interesser. Nogle gange er der et overlap til borgernes, almenvellets, naturen og klimaets interesser. Oftest er der dog en direkte modsætning. De få lever typisk på en overudnyttelse af borgernes arbejdskraft og almenvellets naturressourcer. Grunden til, at vi har forurenet miljø, natur, vand, luft og atmosfære er alene, at det betragtes af de få som en byrde, der begrænser deres mulighed for at varetage deres personlige interesser.

Måske er det derfor en demokratisk illusion, at borgerne kunne tage magten og tjene almenvellets interesser. Måske det er en løgn, som vi godt kan lide at fortælle os selv. Det skaber en rar følelse, der legitimerer situationen, som vi som borgere er underlagt. Der er ikke en ond feudal konge, som gør, at vores hav og drikkevand er forurenet. Det er os selv, som blot ikke lige endnu har fundet ud af, hvordan vi fikser det. Vi er selv de ansvarlige.

Har der været et tidspunkt, hvor mennesker har sat sig sammen, hvor de har evnet at kunne se ud over sig selv, deres personlige interesser, deres interessenetværk og venskaber og i stedet varetaget en funktion, embede, en rolle, baseret på objektive faglige og saglige kriterier? Eller har det bare altid været sådan, som det er nu, at de få store enkelte personers og virksomheders interesser vægtes højere end ressourcegrundlaget for flertallet? Er det logisk, at politik blot er en kamp imellem hvem og hvis interesser, der skal prioriteres? Er politik en kamp mellem det røde og det blå stadigvæk relevant, hvor det er forskellen mellem, om man kæmper for arbejdernes rettigheder eller arbejdsgivernes rettigheder?

Er det stadig den grundkonflikt, som er omdrejningspunktet for al politik - og mangel på samme? Er politik nødvendigvis en interessekamp om, hvis interesser der skal prioriteres domineres på bekostning af andres? Jeg har tidligere skrevet om indflydelsespolitik. Det passer godt ind i logikken om interessekonflikterne, at det handler om at få indflydelse på politik, få ens personlige interesser varetaget. Om det så er arbejdernes røde rettigheder, eller arbejdsgivernes blå interesser. I denne forståelse er det også logisk, at politik bliver reduceret populistiske udsagn. Det handler om at være populær. Om at sige det som så mange som muligt nu og her synes er populært. Der er ikke stærke principper for retssikkerhed. Der er ikke stærke værdier for mindretalsbeskyttelse. Der er kun en magtkamp, hvor du - når du har vundet den - skal udnytte den til, at dine interesser, venner og støtter får en del af gildet.

I dette perspektiv er det igen logisk, at det har været meget vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at få klimapolitik indført. I den rød/blå politiske kamp findes der ikke andet end interessevaretagelse. Jo jo, grundlaget for både virksomheder og arbejdere er selvfølgeligt naturressourcer, og forurening rammer alle, men relationen er for abstrakt og kræver viden - som nemt forsvinder ud af den politiske kamp for at være populære for ens vælgere. Nu og her.

Jeg ser på dette politiske spil og spørger mig selv: kunne vi forestille os, at politik kunne være noget andet?

Noget mere?

Kunne vi forestille os, at vi ikke laver politik baseret på en konkurrence om at appellere til folks indre svinehund og medløbstrang - og i stedet for appellerede til deres fornuft.

Elinor Ostrom, som fik Nobelprisen i politisk økonomi i 2009 for blandt andet bogen Governing The Commons (1990). Det, hun fik prisen for, var at kunne vise empirisk, at der er tilfælde historisk set, hvor mennesker, sociale grupper og samfund er lykkedes med at overskride deres forskellige private interesser, og indgået i et fællesskab for at beskytte de fælles naturressourcer. Grunden til at det fik en nobelpris i økonomi var, at langt langt de fleste økonomer antager, at det ikke er muligt for mennesker, borgere og vælgere at træffe beslutninger, der ikke direkte refererer til deres private, dvs. økonomiske interesser. Os, der har fået børn, som indgår i sociale relationer, os som har en bredere samfundsvidenskabelig teori for menneskelig adfærd, er selvfølgelig ikke så overrasket. I en af mine bøger ’Political Responsiblity og Institutional Capacity’ arbejdede jeg videre med Ostroms idéer og udviklede en politisk-teoretisk ramme, der tager udgangspunkt i, at menneskelig adfærd både kan være interesse og økonomiske baseret samtidig med at være samfundsorienteret og solidarisk. Det interessante spørgsmål er, hvornår vi som mennesker gør det ene frem for det andet. Jeg argumenterede for, at det handler om hvilken institutionel ramme, vi som mennesker bliver omgivet med.

Hvis meget lovgivning, samfundets kultur og normer fx motiverer folk økonomisk, vil der være en sandsynlighed for, at folk vil være orienteret imod deres private økonomiske interesser. Hvis omgivelserne kultur og institutionelt i højere grad er designet efter en forventning om at folk vil agere samfundsorienteret, så er der en højere sandsynlighed for at folk vil handle således. Hvis alt dette er rigtigt, så er det ekstremt vigtigt, hvordan vores lovgivning er designet, hvordan de politiske embeder, funktioner og roller bliver udfyldt. Omvendt får vi en forstærkende effekt, hvis politik reduceres til det populære interessebaserede, som bekræfter at folk kun handler ud fra egoistiske interesser. Fordi der ofte ikke er tale om borgernes langsigtede interesser (der er ingen som har som interesse at leve i et forurenet samfund), er de egoistiske interesser oftest baseret på en følelse, som står i modsætning til den samfundsorienterede forståelse, der kræver viden om samfundet og hvad der er bedst for almenvellet.

Så den form for politik - som i det interessebaserede samfund forekommer utopisk - men i den anden er rationel, logik og blot en anden institutionalisering af menneskers sociale organisering - der handler politik ikke om interesse og kamp på bekostning af hinanden og baseret på overudnyttelse af ressourcer. Her handler politik i stedet for om en rationel social organisering af vores samfund baseret på viden og demokratiske principper.

Tænk på en vild ide, at politik ikke handler om partikulære personer og deres magtkampe men på den rationelle, faktabaserede, logiske, saglige og faglige organisering af fx affaldssystemer, kloaksystemer, elnet, forureningsbekæmpelse, offentlige skoler, energiinfrastruktur, osv. Et eksempel er, når enkelte virksomheder får lov til at forurene vores fælles naturressourcer, som betyder giftrester på vores mad, forurenet drikkevand og et ødelagt havmiljø. For hvad? For at den enkelte virksomhed kan få lov til at tjene lidt mere på bekostning af alle andre? Et andet eksempel, som jeg nævnte for fiskeriministeren for et par uger siden til et Europaudvalgsmøde, var et eksempel med fiskeriets interesser. Et ofte anvendt argument i regeringens fiskeripolitik er beskyttelse af fiskernes erhverv.

Problemet er i dag, at der i mange tilfælde fanges for mange fisk til, at vi har et bæredygtigt fiskeri. Det vil sige fiskeriet på den lange bane vil pine havet så meget, at der intet havmiljø eller fisk er tilbage. Jeg spurgte derfor ministeren, om han beskyttede den konkrete fiskers interesse i dag, eller beskyttede fiskeriets på den lange bane.

Som det typisk er, når man stiller en minister et konkret spørgsmål, så får man langt fra et konkret og klart svar. Så jeg kan faktisk ikke præcist huske, hvad han svarede, jeg kan blot konstatere, at når vi kigger på linjen i den førte fiskeripolitik i EU, bliver det konkrete fiskeri i dag klart favoriseret over udsigten til, at vi har have med fisk i fremtiden. Det bliver den politiske duel. At få vendt diskussionen mellem rød og blå - dvs. en kamp mellem forskellige konkrete interesser - til at være en diskussion om ikke blot at varetage konkrete interesser i dag, men også at gøre det på en måde, der sikrer en rationel og langsigtet organisering af vores fællesskab, ressourcer og samfundsmodel. Politik skal ikke reduceres til interessekonflikter. Det er også en øvelse i at løfte blikket væk fra ens private følelser og interesser og i stedet træffe beslutninger baseret på abstrakte, saglige og faglige argumenter.

februar kommer Klimarådet med deres årlige rapport: ´Statusrapport om Danmarks nationale klimamål og internationale forpligtelser´. Denne rapport bliver én af mange videnskabelige rapporter, som kommer til at sige, at vi langt fra gør nok. Selvom videnskaben fortæller os, hvad vi skal, og selvom vi får at vide, at vi ikke gør det, vil den kommende klimarapport formentlig ikke få nogen som helst betydning desværre. For videnskabens modstander er langt stærkere i dette samfund.

Hvis vi skal ændre kursen, bør første skridt derfor være at ændre vigepligtsreglerne i dansk politik, sådan er det er særinteresser, som har vigepligt, når den møder videnskaben og ikke omvendt.

Vi vil nå langt med at smide lobbyisterne ud af regeringskontorerne.

// Theresa