Socialdemokratiet vil dø. Men socialdemokratismen vil leve videre i os alle.
Onsdag d. 24 April 2024
Jeg ser med forfærdelse på den radikalisering, der sker i øjeblikket af Socialdemokratiet. Socialdemokratismen har skabt dette samfund, som vi alle lever i, med pensionsordninger, vuggestuer, og så videre.
I går var det 100 års dagen for at Danmark, med Thorvald Stauning i spidsen, fik sin første socialdemokratiske regering. I dag står Socialdemokratiet forvitret tilbage, og man må formode at Stauning ville vende sig i graven. I øjeblikket kulminerer en 10-15 års udvikling, hvor Socialdemokratiet som en stor supernova puster sig op før det kollapser og bliver til en hård kerne.
Den nuværende ledelse af socialdemokratiet formåede ikke at udvikle socialdemokratiets politiske projekt for det 21. århundrede, hvor den største udfordring ikke er at beskytte arbejdernes rettigheder - fordi de heldigvis i stor udstrækning er sikret, men derimod nye og andre problemstillinger. Blandt andet at sikre rettigheder for dem uden fast arbejde; alle dem, som begynder at blive et B-hold i Danmark, hvor man hverken har råd til et hus, sundhedsforsikring osv. Det handler blandt andet om at beskytte og opdatere borgernes retssikkerhed i en digital verden; det handler om at implementere al den miljø-, natur- og klimapolitik som er blevet besluttet på globalt, europæisk og dansk plan.
Men Socialdemokratiet har ikke formået at sætte en politisk retning for disse spørgsmål. Tilmed virker de ude af stand til at forstå problemets omfang, endsige at kende løsningerne. Min tese er, at det skyldes, at de er blinde overfor den dysfunktionalitet, der har fundet indpas dybt nede i vores centraladministration. Deres ideologiske tankesystem kunne godt række til en diskussion om kapitalmagt, klassesamfund og arbejderrettigheder. Alt andet er de blinde overfor. I dag er de blevet identitetspolitikere uden et reelt politisk projekt.
De kan derfor ikke se, hvilke hjul, der skal drejes på i dag. I stedet for lader de motoren gå i tomgang, og står oppe på dækket og skriger og hyler om alt mulig andet ligegyldigt som fx St. Bededag, makrelmadder osv., måske i håb om at ingen opdager, at de totalt har mistet styringen og lederskabet over den store tanker vi alle sammen bor i.
Det er den form for politik, som socialdemokratiet praktiserer, der gør, at jeg for mange år siden slukkede for fjernsynet, slukkede for de sociale medier, og gør det, som forskere kalder for ‘nyhedsundgåelse’. En bevidst eller ubevidst strategi for at undgå at lytte til fordummende debatter, hvor to politikere står på styrbord af et skib, hvor motoren er gået i stykker, men det som de diskuterer er farven på sejlet.
Når jeg alligevel i dag er i politik, er det fordi mit arbejde på universitetet var at beskrive, hvordan skibsmotoren ser ud, hvorfor den er gået i stykker, og hvordan den bør repareres. Med den viden er det svært ikke at gå op på broen og forsøge at råbe op.
Jeg snakkede med en forleden, som sagde han ikke interesserede sig for politik. Det undrede mig, så jeg spurgte om han ikke interesserede sig for, hvad der var udenfor hans dør, hvordan vejene er indrettet, hvad for en mad han kan købe i supermarkedet og så videre. Til det svarede han, at selvfølgelig gjorde han det.
Jeg indså den dag, at han var ligesom jeg. En som synes politik er frygtelig pga. al spinnet, tonen, de useriøse debatter, al symbolpolitikken, snyd, bedrag, manipulationen og løgnene. Forskellen på ham og mig er blot, at han havde opgivet at tænke politisk. Han har opgivet at tro på, at hans politiske holdninger, hans viden, hans visioner har en relevans. Han betragtede derfor sig selv, sine holdninger, osv. som afkoblede fra, hvad der er politik.
Jeg har valgt en anden strategi. At forsøge at ændre politik ved at praktisere den måde jeg mener politik burde praktiseres. Jeg håber det vækker folks tro på, at det nytter noget at give sin mening til kende, at vi faktisk godt kan, hvis vi vil, ændre Danmark.
Danmark er et meget fantastisk samfund. Vi har vist historisk set, at vi kan praktisere stærke moralske principper. Vi har vist, at vi både kan tage os af alle dem, som skal have hjælp, samtidig med at vi skaber plads til frihed, innovation og rigdom i bred forstand. Danmark er et lilleputland, hvor vi godt kan agere andelsbevægelse.
Jeg betragter Socialdemokratiet som en døende supernova, der om kort tid vil kollapse på samme måde som Venstre gjorde det. De gamle partier har mistet deres kraft. De går på pension nu, og det vi ser er de sidste krampetrækninger, før en ny generation bør tage over.
Socialdemokratiet vil dø. Men socialdemokratismen vil leve videre i os alle.
Det er ønsket om en velfungerende stærk velfærdsstat, der sikrer, at medborgeren med et handicap får den hjælp vedkommende har brug for. En stat, der har rum tid, plads, omsorg og ressourcer nok i vuggestuerne, så forældrene med god samvittighed kan aflevere deres børn. En stat, et samfund, et fællesskab, der med største selvfølgelighed beskytter det allervigtigste for menneskeheden, nemlig vores rene drikkevand, vores atmosfære og levedygtige jord og bekæmper alt det, som forurener og forpurrer det.
Det lyder utopisk. Men det er det slet ikke. Vi har været på vej mod det samfund.
I mange år var drømmen om det samfund stadig i live. Men det som er sket, det er, at nogen har sat kæppe i motoren. Der forhindrer en udfoldelse, en opdatering af velfærdsstat.
Når jeg sidder og laver arbejde i Folketinget, læser lovgivning, læser EU lovgivning i Europaudvalget, sætter mig ind i, hvordan ministerierne arbejder, prioriterer, laver lovforberedende arbejde, udmønter bemyndigelser, osv, så er det tydeligt for mig, at årsagen til at vi ikke længere kan udleve den socialdemokratiske ånd, skyldes bevidste politiske beslutninger i økonomiske regler, i kompetencefordeling, i den administrative praksis og forvaltningskultur.
Det gode er, at det er en form for lettelse, at problemet “blot” er, at nogle er lykkes med at få skrevet en række ord og sætninger ind i al lovgivning, hvilket har ændret vores samfund drastisk i det skjulte. Men det gode er, at når det lykkedes nogen at få skrevet de ord og sætninger ind, må det også være muligt at få skrevet dem ud igen.
Der er med andre ord ikke tale om en utopisk magisk virkelighed. Der er ikke brug for en politisk revolution. Der er ikke brug for store krige og katastrofer. Det eneste, der er brug, er at få styreorganet i vores samfund, Folketinget, til at vedtage en række love, der sætter de rammerne for det samfund, vi ønsker os.
I denne uge har jeg i Folketinget fokus på:
Et vandlovforslag, som alle partier i Folketinget stemmer for, selvom både det lovforberedende arbejde samt konsekvenser ved udmøntningen af loven er uklar og uigennemsigtig (pga. restriktiv aktindsigtslovgivning). I dag onsdag har jeg haft spørgetid med ministeren.
Et lovforslag om en motorvej, hvor ministeren har tilbageholdt information om, at motoren skal bygges ovenpå et asbestdeponi, som hverken har fremgået af lovforslag og miljøkonsekvensvurdering. Torsdag har jeg samråd med ministeren, hvor jeg vil spørge om han vil trække lovforslaget tilbage.