De flotte ambitioner når ikke virkeligheden
Her er et konkret indblik i, hvordan folkestyret laver pseudo-arbejde, imens andre bestemmer det reelle politiske indhold uden demokratisk mandat.
De, som har fulgt mit arbejde i lang tid, ved, at jeg har interesseret mig for affaldspolitik, fordi det er et meget konkret sted, hvor vi kan teste alle de grønne ambitioner for greenwashing.
Vi skal væk fra at diskutere løfterige målsætninger, ambitioner og ideer. I stedet skal vi kigge dybt ind i vores forvaltning og tjekke, hvordan den konkrete praksis og konkrete implementering af visionerne ser ud.
Affaldspolitik som illustrativ case
Her er affaldspolitik blot et eksempel på, hvordan den konkrete forvaltning og implementering af klima- og miljøpolitik ser ud i praksis. Her afsløres det, at det meste klimapolitik er overfladisk og symbolsk, og at miljøpolitikken handler mest om at udvande den regulering, som er vedtaget i den europæiske lovgivning.
Sidste år besluttede et flertal i Folketinget at liberalisere vores affaldsforbrændingssektor. Det betyder, at der skal brændes mere affald af, og at der vil blive importeret og eksporteret mere affald.
Det hænger dog dårligt sammen med regeringens såkaldte klimapolitik, der handler om at reducere udledninger ved bl.a at øge genanvendeligheden af vores affald. Det er også påkrævet gennem europæisk lovgivning, at vi skal øge affaldets genanvendelse og cirkularitet generelt.
Den reelle implementering
Derfor har regeringen fremsat et nyt lovforslag, der handler om at styrke affaldstilsynet.
Et konkret lovforslag, som er den reelle implementering af den danske og europæiske klimapolitik.
Men hvordan er det konkrete lovforslag helt præcist blevet til?
Det vil jeg give dig et indblik i:
Fra politisk aftale til lovforslag
Det første, der sker, er at der er blevet lavet en politisk aftale, der bl.a. siger, at der skal laves et skærpet tilsyn med, hvorvidt genanvendeligt affald bliver brændt af. Aftaleparterne er blevet enige om, at genanvendeligt affald skal “afvises”. Dette vender vi tilbage til.
Det tilsyn er nødvendigt, netop fordi man har indført lovgivning, der giver et incitament til at øge forbrændingen. Man kunne have lavet den omvendte lovgivning, hvor der var et økonomisk incitament til at genanvende, eller mere enkelt, blot ikke liberalisere, således at affald ikke er et produkt man kan tjene penge på.
En politisk aftale betyder, at ministeren har indgået en aftale med ordførerne fra partierne i Folketinget om målsætningen, og så har partierne lovet at stemme for de lovforslag, som ministeren og embedsfolkene siger er en implementering af aftalen.
Det, som partierne politisk har sagt de gerne vil, er at øge den fysiske afvisning af affald.
Det er jo meget godt. Så burde problemet være løst. Vi anser affald som et produkt, der skal til forbrænding, men den fysiske afvisning vil sikre, at alt genanvendeligt affald bliver sendt til genanvendelse, som det er krævet igennem EU-lovgivning.
Efter den politiske aftale er indgået, så kommer der nu et lovforslag. Og så er det jo interessant at se, hvordan målsætningerne bliver konkret implementeret.
Lovforslaget viser sig at være fake politics og pseudo-arbejde
Det er her, jeg igen får en opfattelse af, at meget af det, som foregår i Folketinget, er pseudo-arbejde.
Den nye lov indeholder nemlig ordene “fysisk afvisning”. I den hurtige læsning burde alt være fint. Men så står der nede i bemærkningerne, at den fysiske afvisning slet ikke er praktisk muligt. Det skyldes arbejdsmiljøhensyn, hvilket selvfølgelig er helt fair.
Det vil sige, at man fremsætter et lovforslag med noget indhold, som slet ikke er praktisk muligt. Det er jo ganske enkelt absurd.
Så indsætter de også det, som i lovforslaget kaldes for en “administrativ afvisning”.
Det kunne ved den hurtige læsning forestille at handle om noget med en afvisning. Men igen, ved den nærmere læsning bliver det tydeligt, at det, som bliver kaldt for “administrativ afvisning”, i virkeligheden blot er en “digital indberetning", dvs. en ordning, hvor det bliver indrapporteret i et system, at der er blevet brændt noget affald af, som ikke måtte blive brændt af, fordi der var for meget genanvendeligt materiale i læsset.
Så vi er i den absurde situation, at lovforslaget indeholder større elementer, som jeg kun kan betegne som fake politics og greenwashing, som det også bliver nævnt i høringssvaret fra Amager Ressourcecenter (ARC).
Folketinget skal bruge tid på en lov, som ingen direkte miljø- og klimaeffekter har. Vi ved, at lovforslaget ingen effekt har, fordi det står selv i lovforslaget.
Kan virkeligt det virkeligt være rigtigt, at regeringen fremsætter et lovforslag, som han og ordførerne i folketingssalen roser til skyerne for dens grønne indsats, men i realiteten ingen miljø- og klimamæssig effekt har? Jeg stillede ministeren spørgsmålet skriftligt og indkaldte ham til spørgetid.
Klik på billedet og se klippet fra spørgetimen:
Men det er altså den virkelighed vi står i. Miljø- og klimalovforslag fremsættes uden de har en direkte effekt! Det synes jeg er spild af tid.
Ministeren siger så, at der vil være nogle “indirekte” effekter, som ikke er blevet kvantificeret. Her tror jeg, at vi politisk er over i en gratis omgang.
Alligevel sker der det, at alle ordførere fra partierne står på Folketingets talerstol og holder passionerede taler om grøn omstilling af sektoren, verdensmål, etc. etc.
Det er dybt bekymrende, at gode politikere står på landets talerstol og bidrager til det politiske teater, greenwashing af lovforslag og fake politics.
Min konklusion
Folketinget har behandlet et lovforslag som ingen effekt har
Lovbehandlingsprocessen er en pseudoproces
Reelt, hvad der kommer til at ske, er at genanvendeligt affald vil ligesom i dag blive brændt af i stort omfang
Ambitionerne når ikke virkeligheden
For mig er det tydeligt, at regeringens og folketingspartiernes flotte grønne ambitioner ikke når ind i virkeligheden og den reelle implementering. Der er i den grad behov for en omvendt politik, hvor vi fokuserer på den reelle virkelighed, frem for greenwashing og fake politics.
Min udfordring er, at de fleste mennesker kun når at få kendskab til de flotte overskrifter, men ikke dybt ind i lovgivningsprocesser og forvaltningen, hvor det er tydeligt at se, at det er der, hunden ligger begravet, hvis man vil forstå, hvorfor politikerne (vidende eller uvidende) ikke evner at omsætte politiske skåltaler til virkelighed.
