Klimapolitikken er død
Endnu et COP-møde er slut.
Endnu engang svigtede den globale klimapolitik.
I dette nyhedsbrev skriver jeg om, hvad vi opnår når Greenwashing-æraen slutter og vi træder ind i Klimarealismens æra.
ma 25-11-2024
Endnu et såkaldt klimatopmøde er slut
Det var endnu engang uambitiøst, uden reel effekt og et svigt som nogle af overskrifterne også lød.
Jeg vil en gang for alle slå fast: klimapolitikken er død. Den findes ikke. Der er tale om fake politics. Det var også min hovedkonklusion efter, at jeg deltog i COP28 sidste år.
Et topmøde i et petro-autokrati med en oliedirektør i spidsen og olielobbyister i alle delegationer kan ikke kaldes for reel klimapolitik. Selvom det står på alle papirerne.
Selv de europæiske delegationer, som traditionelt er dem, der er de mest aktive ift. global klimapolitik, består af nogle af verdens stærkeste olielobbyister. Det var jeg i Radio4 og tale om, da COP-mødet startede.
Jeg mener det er super interessant ift. den danske klimapolitik.
I Europaudvalget i oktober fremlagde regeringen dets oplæg, bl.a. om, hvad der skulle ske på COP29.
Her refererede regeringen til klimaforandringerne som en "eksistentiel trussel”. Det ligger fint i tråd med samtlige faglige vurderinger. Men samtidig mener regeringen jo, at vi når alle vores klimamål, både for 2025 og 2030.
På mødet spurgte jeg derfor klimaministeren, hvad han mente med, at der var tale om en eksistentiel trussel, når vi ifølge regeringen kan nå i mål med at løse den trussel - uden at ændre noget som helst af fx vores landbrugs- eller energipolitik.
Det førte til en længere disput om, hvorvidt glasset var halv eller helt fyldt.
Klimaministeren refererede flere gange til, at der globalt ikke føres tilstrækkelig klimapolitik, men samtidigt roste han Danmark og EU til skyerne. Sandheden er, at EU og Danmark ikke gør i nærheden af nok.
Ikke nok med det, så har meget af vores klimapolitik vist sig at være pyntegrønt, uden stor effekt.
Hvordan kan vi tage globalt lederskab, når vi ikke kan gribe i egen barm?
Klik på nedenstående billede og se klippet fra udvalgsmødet med klimaministeren.
Greenwashings-æraen er ved at være død
Vi har haft 5-10 år, hvor det var muligt at påberåbe sig, at man havde de rigtige målsætninger, og at man var sikker på at komme i mål. Nu er det hele ved at bide sig selv i halen, fordi målene ikke længere blot kan være mål, men rent faktisk skal realiseres.
Så jeg mener, at vi må opgive at snakke om klimapolitik som vi gør i dag, og acceptere, at vi som samfund ikke evnede at undgå at forurene atmosfæren, og så må vi stille og roligt imødegå alle de konsekvenser der kommer. CO29 illustrerer klokkeklart, at vi ikke har den politiske kapacitet til at stoppe klimaforandringerne. Vi kan ikke blive chokerede hver gang der kommer en stor voldsom oversvømmelse eller orkan. Det er helt efter bogen, det er blevet forudsagt i årtier.
I dette tilfælde ville det være praktisk at begynde at tænke i klimatilpasning. Men tragedien er jo, at hvis regeringen mener, at vi laver tilstrækkeligt med klimapolitik, hvad skulle argumentet så være for at iværksætte en stor plan for klimatilpasning.
Klimarealismen som ny æra
Politisk kan vi stadig nemt gøre en masse. Det vil ikke stoppe klimaforandringer, men det kan bidrage til at mindske dem. Det er stadig en god ide at omstille vores ressourcegrundlag fra sort til grønt. Det er stadig en god ide at bidrage til de grønne kræfter i EU for at fremme en økonomi, der har et bæredygtigt ressourcegrundlag. Det er stadig en god idé at stoppe udvindingen af fossile brændsler.
Men vi bør stoppe med alle former for nytteløs klimapolitik forstået som symbolpolitik og identitetspolitik. Det er utroligt sørgeligt at tænke på al den tid vi har brugt på pyntegrøn politik, imens hovedincitamentet i samfundet har været kontinuerligt kulsort.
Jeg mener, at det er vigtigt, at befolkningen ved, at vi lever i et fossilt samfund. Det er på tide, at vi går ind i klimarealismens æra, hvor vi ser både den naturvidenskabelige og den politiske virkelighed i øjnene.
Tilbage er at fokusere på at lave damage control, arbejde for mere fredelig, retfærdig og ressourceøkonomisk landbrugs- og industripolitik. Både herhjemme, men særligt og allervigtigst igennem vores europæiske handelspolitik. Jeg har fulgt de handelspolitiske forhandlinger de seneste år gennem europaudvalget, og her er det entydigt klart, at aftalerne fremmer sort landbrugs- og industripolitik. Alle former for politik for bæredygtighed, klima, miljø, regnskov og menneskerettigheder er blot emner, som man vil have en dialog omkring.
Så det er helt sikkert sådan, at glasset ikke blot er halvt fyldt. Det er faktisk næsten tomt.
Jeg mener vi burde bruge handelspolitikken meget mere aktivt. Vi ville komme langt med et enkelt greb.
