"Du Er 1 Mod 178"
27. maj 2024
Det fik jeg at vide i sidste uge, at jeg var i Folketingssalen, da jeg forsøgte at sætte indskrænkningen af offentlighedsloven på dagsordenen. Og det er også ofte sådan jeg oplever det i Folketinget.
I sidste uge interviewede Radio4 mig om, hvorvidt jeg var ved at starte et nyt parti. Mit svar var, at så langt er jeg slet ikke kommet, fordi jeg har haft travlt med det parlamentariske arbejde. Men jeg svarede også, at jeg - netop gennem mit arbejde i Folketinget - kan se et kæmpe behov for et parti, der står konsistent og konsekvent på demokratiets og retsstatens side.
I Folketinget oplever jeg at stå alene med at være konsistent og konsekvent på borgernes side. Og det gør mig dybt bekymret på demokratiets vegne. Derfor var mit svar til Radio4 netop, at jeg ikke ser nogen anden udvej end - som utallige mennesker også har opfordret mig til - at begynde at undersøge, hvorvidt der er grundlag for at oprette det parti, som jeg mener Danmark i den grad har brug for.
Jeg ser tydeligt et Folketing, som er fyldt med en række partier, der har en masse holdninger til miljøkatastrofer, klimapolitik osv. i medierne, men når der skal vedtages lovgivning, stemmer de alligevel for deregulering af netop miljø- og klimapolitikken.
Arnestedet for problemerne
Jeg ser, at det åbne Folketing er i gang med at blive erstattet af lukkede forligskredsmøder, hvor den politiske substans ikke rækker meget længere end til pæne overskrifter. Det er det, Sigge Winther i bogen ‘Entreprenørstaten’ kalder “fordørspolitik”. Politik er blevet pseudo-politik og teater, hvor politikere stiller sig op til “doorstep” og præsenterer den ene politiske aftale efter den anden, som så efterlades for at haste videre til næste dagsorden. I mellemtiden er den politiske substans overladt til embedsfolk, men de er ikke egnet til politisk styring af forvaltningen. Derfor falder det meste mellem stolene og overlades tilfældighederne.
Så der er i den grad behov for et nyt parti, der arbejder for, at Folketinget igen bliver den institution, der politisk sætter rammerne for Danmark. Sagt med andre ord, vi skal tage kontrollen tilbage til Folketinget.
Bagdørs-politik
Det, som der er behov for, er en genetablering af en række “bagdørs”-institutioner. Det drejer sig bl.a. om forbedret lovkvalitet og højere fagligt niveau i vores offentlige myndigheder fx miljøkonsekvensrapporter baseret på videnskabelig ekspertise i stedet for private konsulenter, osv. Det drejer sig om at få åbnet vores forvaltning og ministerstyre op, så offentligheden kan følge med og bidrage til kvalitetssikring af love og regler. Osv. Osv.
Danmark har brug for et parti, som tager den lovgivning, alle danskere er underlagt, langt mere seriøst end de nuværende partier. Det har de seneste mange forvaltnings- og miljøkatastrofer mejslet fast i granit, for det er politikerne og Christiansborg, der er arnestedet for problemerne.