Dum som en forligskredsdør
Jeg er faktisk enig med klimaministeren, når han anklager forligskredsen for at være dum. Ikke som person. Men som institution. Forligskredsene er som institution bygget til at være mørkelagt. Et underbelyst rum, hvor folketingsmedlemmerne nærmest arbejder i blinde.
Den større sammenhæng
Jeg mener, der mangler opmærksomhed på hvordan sagen om klimaministerens tilbageholdelse af information om Energinets forsinkelser til forligskredsen taler ind i et politisk system. Sagen er nemlig et symptom på et større problem, et problem som deltagerne i forligskredsene er med til at opretholde.
Der er en lang række eksempler, hvor forligskredsen har indgået politiske aftaler, hvor de ikke kender detaljer, risici og konsekvenser. Minkkompensation uden økonomisk loft er et eksempel.
Det seneste i rækken er udbuddet af havvindsanlæg, hvor der viste sig ikke at være nogen bydere. For udbuddet var for dårligt skruet sammen, og derfor var der en for stor risiko for, at møllerne ikke kom op at stå.
Det burde forligskredsen have vidst og gennemskuet, eller som klimaministeren beskriver det i en hilsen til forligspartierne: »Hvis ikke man har været klar over den præmis, så er man jo dum,« (Regeringen ville mangedoble grøn energi: Nu må Lars Aagaard afblæse storstilede planer, og jf. Højspændt drama i regeringen: Central minister kan være på vej ud over afgrunden).
Det er selvfølgelig at rive tæppet ned for det politiske teater omkring forligskredsen, hvor det handler om at give dem en følelse og fornemmelse af, at de er kompetente og oplyste. Igen taler jeg ikke her om personer, men om institutionen som kollektivt fænomen.
Dum som en forligskredsdør
Som afslutning på et tre timers langt samråd med ministeren blev det igen nævnt, at man var utilfreds med at ministeren havde kaldt forligskredsen for dum: Tv fra Folketinget / Folketinget
Jeg forstår godt utilfredsheden. Men problemet er, at det er sandt på et strukturelt niveau.
Så længe de politiske forhandlinger foregår i et mørkelagt, “dumt” rum, så kan der ikke kompenseres for den massive vidensasymmetri mellem ministerierne og folketingsmedlemmer.
Dem, der deltager i forligskredse, indtræder velvilligt i et forhandlingsrum på udemokratiske vilkår siden offentligheden ikke kan følge med. I rummet deltager ikke kun relevante ordførere fra partierne. Også embedsmænd sidder med til forhandlinger. Oppositionens reelle mulighed for at forstå og gøre indsigelse i sagens substans er derfor næsten ikke til stede.
Derudover er konsekvensen af de lukkede rum også, at borgere, journalister og videnskabsfolk ikke kan pege på påstande og argumenter i forhandlingerne og forholde sig til eller anfægte aftalernes substans og validitet. Med andre ord har ingen mulighed for at vide eller kontrollere noget som helst, der foregår i en forligskreds.
Folketinget er som institution indrettet til at forsøge at modarbejde den vidensasymmetri ved at skabe åbne og transparente processer. Det er folketingets opgave at kontrollere regeringen. Men føres politikken bag lukkede døre er dette praktisk talt umuligt og det er efterhånden ret åbenlyst at det er noget oppositionen ikke forstår; tænk engang at der skulle være en indlejret logik i udformningen af Folketinget?
Sagen som samrådet i dag handlede om er meget symptomatisk for denne systemfejl. I spørgsmålet om forsinkelserne i Energinet, er der tale om en sag, hvor der er meget få sagsakter og meget lidt materiale offentligt tilgængeligt.
Derfor spurgte jeg ministeren, om han ville udlevere dokumenterne for fx “den faglige udboring” af forsinkelsernes konsekvenser for kunder og samfund, hvilket blev et centralt argument til samrådet. Som svar på dette, henviste han til et kommende konsolideret dokument for replanlægning, som vil fremsendes, når det er færdigt.
Han nævnte også en række dagsordener for forligskredsmøder, hvor han havde godkendt at videregive sagens substans til forligskredsen. Men dem kan vi heller ikke se dokumentation for.
Et uland
Vi er i Danmark i forhold til transparens et uland. Men dette gør sig desværre ikke særligt gældende for Aagaard. Derfor skal han jo ikke holdes alene ansvarlig for den generelle politiske kultur. Vi skal have ham ansvarlig for det, som han er ansvarlig for.
Det virker i det hele taget til, at mange beslutter sig for at vælte en minister, blot hvis man får muligheden. Og samtidigt virker det til, at flere beslutter sig for IKKE at vælte en minister, uden overhovedet at forholde sig til sagens substans.
Det virker derfor i denne kultur lidt gammeldags og ude at trit med den politiske virkelighed, når jeg den seneste tid har forsøgt at holde fokus på substansen af samrådet med Klimaministeren. De fleste journalister, som jeg har snakket med, har tydeligvis været mere interesserede i det sensationelle spørgsmål: Vil du vælte eller ikke vælte ministeren? Frem for at lytte til min kritik samt foreløbige vurdering af sagen - samt min afventning af den skriftlige redegørelse og samrådet.
Derfor har det også undret mig, at flere medier havde antaget, at jeg kunne tælles med i dem, som ville vælte ham, selvom jeg ikke har sagt det til nogen af de journalister, som ringede.
Det er som om, de forventer, at man som politiker ikke arbejder i dybden, at jeg arbejder uprofessionelt og lader min dømmekraft være påvirket af, at jeg er meget kritisk overfor regeringens politiske linje.
Det er som om, at der ikke er kultur for at forholde sig til netop denne sags substans, efter jeg har kritiseret Energistyrelsens og Departementets administration, implementering af DK og EU lovgivning og ministerens ageren i en lang række sager.
Før samrådet var der flere journalister, som spurgte ind til, hvad jeg syntes om ministeren som person, om han er arrogant, osv. samt hans ageren til forskellige samråd. Som om det kunne være legitime argumenter for at vælte en minister for en konkret sag. I modsætning til de fleste andre medier har Altinget gengivet mine argumenter ift. sagen: Klimaministerens skæbnetime nærmer sig: Regeringen og oppositionen kæmper om hvert eneste mandat - Altinget
Klimapolitiske fiksfakserier?
En anden del af sagen er selvfølgelig, hvad er sagens konsekvens for klimapolitikken. Den oprindelige udmelding fra Energinet var, at det ville have konsekvenser for 2030-målene. Men efter de forskellige mitigerende tiltag skulle konsekvenserne var mindre.
Jeg spurgte selvfølgelig ministeren indtil dette, men fik ikke et klart svar. Problemet er, at 2030-målene i forvejen er en skrivebordsøvelse. Så alle VE-projekter kan gå i stå - både Åben dør vindprojekter, havvindsudbudene, og nu de nye forsinkelser - uden at det har en effekt på målene. Det fortæller noget om, at grundmodellen for at lave klimapolitik er forkert. Som jeg har skrevet om mange gange: Theresa Scavenius: Klimapolitikken skal være baseret på et budget. Men det er ikke nok - Altinget
Det er en klimapolitisk strategi at sige ét: At man som regering fører en grøn politik, men samtidigt gøre andet: At der kan slækkes på det konkrete indsatsområder uden at dette betyder, at man ikke overholder målene.
Er det nok til at vælte en minister?
Efter at have læst den skriftlige redegørelse samt deltaget i det tre timers lange samråd, endte jeg på den konklusion, at sagen om Energinet viser, at ministeriet i for høj grad styrer den politiske kommunikation. Hvilket er problematisk. Armslængden mellem Energinet og ministeriet er for lille.
Og - som jeg brugte en del af min taletid på - så er det grundlæggende problem, at den markedsbaserede klimapolitik, som regeringen fører, ikke kan udbygge VE i det omfang, der er klimapolitisk behov for. Det er der ingen som må sige, og derfor skal alle tal og rapporter pyntes i den politiske kommunikation.
Men som jeg ser sagen, er der ikke nogen specifik begrundelse for pludselig at fyre ministeren. Den giver derimod anledning til at rejse den strukturelle debat igen om:
forligsparlamentarisme
mørklægning
bemyndigelseslovgivning
armslængde mellem faglig og politisk kommunikation
Men den systematiske kritik kan ikke bruges til at vælte en minister over en sag, hvor der er langt større sager, som man ikke gør noget ved. Det er også synspunktet i Politiken i dag: Mener de virkelig, at der ikke skal mere til at vælte en minister?
Derfor forlod jeg også lokalet, imens forligspartierne diskuterede videre og besluttede sig for deres mistillidsvotum. Jeg forstår godt forligspartiernes frustration over den manglende indsigt. De har tilsyneladende haft mange misvisende møder. Som sagt deler jeg kritikken generelt - og mener derfor, vi skal tage konsekvensen af kritikken: Nedlæg forligskredsinstitutionen.
Dig + 1
Du har forhåbentligt allerede givet din vælgererklæring. Men her får du en opfordring til at få 1 ekstra til at give én. Hvis alle 8000+, som har givet en vælgererklæring, får 1 ekstra til at give en vælgererklæring, vil Grønne Demokrater lynhurtigt være tæt på at blive opstillingsberettigede.
