27. aug.

Theresa Scavenius: Ekstremerne og identitetspolitikken kvæler folkestyret og skaber fordomme om borgerne

Der er mange politikere, der lever af, at borgerne er bange for de yderste fløje. De puster derfor til hadet, angsten, frygten, foragten etc. Om det er frygten for højrefløjens racistiske og fascistoide tilbøjeligheder eller frygten for venstrefløjens krænkelsesparathed, ’cancel culture’ og folkedomstol. Befolkningen bliver kort sagt gjort værre og mere ekstrem end dens rygte.

Ekstremerne og identitetspolitikken kvæler folkestyret og skaber fordomme om borgerne

De ekstreme holdninger og handlinger er ikke repræsentative for det store flertal, men det skjules af identitetspolitikkens følelser på både højre- og venstrefløjen, som forstærkes af de sociale mediers algoritmer og politikere, der mangler en hurtig sag at markere sig på.

Der findes et interessant fænomen, at mange forhold og også menneskers adfærd i de fleste tilfælde fordeler sig ’normalt’, hvis der er tilstrækkelig mange uafhængige cases. Normalt betyder i denne sammenhæng, at hvis du forestiller dig en klokke, så vil langt de fleste tilfælde falde inde i midten og færrest ud kanterne. Den såkaldte normalfordeling er grundlaget for statistisk beregning.

På Folkemødet mødte jeg en, der havde en figur af normalfordelingen i sin lomme. Det var for at minde ham om, at de ekstreme ytringer og positioner ikke er repræsentative for alle de mennesker, der befinder sig inde i midten af klokken.

Det er, mener jeg, en vigtig påmindelse til os alle.

Nogle folk har ekstreme synspunkter i forhold til krig, indvandrere og kvinder etc. Mange politikere bruger deres krudt på at engagere sig i debatten og diskussionen af disse yderpunkter. Det er kommet op på et absurd højt og skingert niveau, som jeg som borger og politiker er helt og aldeles fremmedgjort overfor.

“Politik er blevet et holdningsmageri frem for kedelige lovgivningsprocesser for at fikse samfundets problemer”

Vi ser derudover voldsomme nyheder hver eneste dag. Tit får jeg den fornemmelse, at nyheder efterhånden lige så godt kunne hedde ‘Nyt fra katastrofecenteret’. Dertil kommer, at vi bliver udsat for sociale mediers algoritme, som siges at fremme de ekstreme synspunkter og følelser som foragt, frygt og forargelse, fordi det skaber mest engagement og derfor er en god forretningsmodel for platformene.

Men pointen er her, at alle disse yderpositioner kun er marginale randfænomener, som tæller for små procenter af borgerne i samfundet. Hvis vi kigger på befolkningen som helhed, så vil de 80-90 procent falde inde i midten af klokkeformen. Det vil sige, at de ikke begår kriminalitet, ikke er voldelige, ikke har ekstreme holdninger om hverken indvandrere, kvinder, krig eller andet. De opfører sig ’normalt’. De har ’normale’ holdninger.

Desværre bliver der lavet alt for lidt politik for dette store flertal. Når politikere i overvejende grad ikke er optaget af normalpolitikken, hvad laver de så? Hvad bruger politikerne deres tid på?

De har blandt andet travlt med at have holdninger til alle de problemer, som dukker op i medierne. Politik er blevet et holdningsmageri frem for kedelige lovgivningsprocesser for at fikse samfundets problemer. Så når miljøkatastrofen ruller, tager politikerne alle turen til arnestedet i gule veste for at udvise handlekraft og ansvar. Når medierne kan berette med tragiske historier om vold, overfald, død etc., står de parat med forargelse og indignation og er klar til at handle.

Resultatet er, at politikere bliver reduceret til at være holdningsbaserede brandslukkere. Problemet er blot, at det kun er brandslukning af alt det, der popper op i medierne, som i langt overvejende grad er historier om ting, der er sket. Katastrofer og begivenheder, der allerede er indtruffet. Dvs. at de langsomme bevægelser, de skjulte bevægelser, uanset hvor væsentlige de er, stort set ikke bliver dækket. Et godt eksempel er, at eksperter og miljøprofessorer har råbt højt i mange år om manglende lovgivning og en praksis, der er opskriften på miljøkatastrofer som Nordic Waste-sagen.

Disse skandaler når først mediernes forsider, når katastrofen er sket. Medierne og mediernes forretningsmodel har indbygget dette katastrofefokus som default, og det er et problem, hvis vi anser medierne som nogle, der skal fungere som en fjerde statsmagt og være med til at informere borgerne og løse samfundsproblemer - helst inden de sker.

Det skyldes som nævnt algoritmerne på de sociale medier, men også journalister, hvis arbejdsvilkår er at producere de hurtige nyheder, der vækker borgernes følelser i den ene eller anden retning. Det er en forretningsmodel, som mange medier er mere eller mindre nødsaget til at have for at overleve. Derfor har jeg også tidligere talt for en fremtidssikret mediepolitik, hvor kvalitetsjournalistik bliver tilgodeset i stedet for de hurtige clickbaits.

Politikernes forståelse for at få taletid i sager med medieomtale og mediernes overdrevne fokus på allerede indtrufne begivenheder og katastrofer samt ekstreme holdninger betyder i praksis, at yderfløjene ikke blot er overrepræsenteret på de sociale medier og medier generelt. De er også overrepræsenteret, i forhold til hvad politikerne – over en bred kam – beskæftiger sig mest med.

Politikerne med hurtige holdninger til skandaler, krig, død og ødelæggelser skaber et samfund, hvor det store flertal forsvinder. Hvor politik for det normale kommer i sidste række.

“Politik skal ikke fremkalde en følelsesmæssig reaktion hele tiden”

Der bliver ikke lavet politik, der forhindrer miljøskandaler, kriser etc. , fordi det kræver det langsomme, kedelige og hårde arbejde, hvor man læser alle paragrafferne igennem med en tættekam. Resultatet er, at der ikke bliver lavet politik for det store flertal.

En sidste sørgelig del af analysen er, at der er mange politikere og hele partier, der lever af, at borgerne er bange for de yderste fløje af vores samfund. De puster derfor til hadet, angsten, frygten, foragten etc. Om det er frygten for højrefløjens racistiske og fascistoide tilbøjeligheder, eller frygten for venstrefløjens krænkelsesparathed, cancel culture og folkedomstol. Befolkningen bliver kort sagt gjort værre og mere ekstrem end dens rygte.

Jeg mener, at politik skal være noget helt andet. Politik skal ikke fremkalde en følelsesmæssig reaktion hele tiden. Det skaber et usundt socialpsykologisk samfund, hvor folk er stressede, og hvor populismen får gode vilkår.

I stedet skal vi lave politik ud fra de statistiske kendsgerninger. Der skal først og fremmest laves politik for alle de ’normale’ moralske holdninger. Normale holdninger omfatter ikke kun politik for majoritetens velbefindende, da de fleste borgere moralsk og etisk ønsker at leve i et samfund, hvor alle har det godt.

Et eksempel kunne være handikappolitik. I det danske velfærdssamfund vil de fleste være enige i, at selvfølgelig skal alle med handikap have de hjælpemidler, som de har behov for. Så kan vi være uenige om, hvem løser opgaven bedst – om det er kommunen, staten eller private. Men den moralske norm, at alle skal behandles ordentligt, er vi enige om.

Derudover er det selvfølgelig også vigtigt, at der laves politik for de problematiske randfænomener inden for alle områder. Men det er vigtigt i det politiske design, at man ved, at det ikke er ALLE, der f.eks. forventes at være kriminelle. Statistisk set er det et par procenter. Derfor skal hele velfærdsstaten, retsstaten og videnssamfundet ikke kastes under bussen i jagten på at stoppe de yderste ekstreme tilfælde.

Det er det, som vi har set, sidst i forbindelse med de demokratiske indskrænkninger med koranloven og offentlighedsloven. De få terrorister og de få, der chikanerer offentlige ansatte, bliver brugt som anledning til at skære i alle borgeres, herunder journalisters, kunstneres og forskeres, basale demokratiske rettigheder.

Personligt har jeg svært ved at indgå i de samtaler, hvor mange får en stærk følelsesmæssig (over)reaktion. De reaktioner findes i dag både på højre- og venstrefløjen. Der er en sammenhæng mellem de stærke følelser og det, der bliver kaldt identitetspolitik. Det er politik, der ikke handler om de grundlæggende tandhjul i samfundet. Derimod er det oftest politik, der giver en bestemt følelse, typisk en følelse af manglende anerkendelse af noget, man har forbundet med ens egen identitet.

“Hvis de fleste ikke ser borgere, men i stedet ser veganere, kødspisere, landmænd, akademikere, skolelærere etc., så polariseres samfundet”

Ophavet er, at i velfærdsstaten, retsstaten og videnssamfundet ser man kun borgere. Tidligere diskuterede højre- og venstrefløjen ud fra klare ideologiske grundpræmisser, hvordan borgerne skulle behandles i velfærdsstaten, retsstaten og videnssamfundet. I dag er den debat næsten død; kun Liberal Alliance synes at have en ideologisk tilgang til staten, retsstaten og velfærdsstaten.

I stedet har en høj grad af moralisering over andres adfærd taget over i politik. Man diskuterer ikke politisk, hvordan samfundet skal indrettes. Man udskammer dem, der ikke har den samme holdning eller handling som en selv, og hopper hurtigt ned i skyttegravene, fordi folk er meget nidkære, i forhold til hvilke ord der bliver brugt etc.

Identitetspolitik bidrager derfor til polariseringen. Fordi der skabes en følelsesmæssig reaktion på politiske samtaler, der umuliggør den gode ’gamle’ form for politisk diskussion og samtale om samfundet som helhed, hvor vi alle er borgere. Hvis de fleste ikke ser borgere, men i stedet ser veganere, kødspisere, landmænd, akademikere, skolelærere etc., så polariseres samfundet.

Her står identitetsmarkørerne i yderpositioner skarpt over for hinanden. Føler slagterimedarbejderen, at vedkommende bliver udskammet og ikke anerkendt af de københavnske politikere? Føler den unge veganer sig ikke anerkendt, hvis der ikke er vegansk mad i kantinen? En veganers følelsesmæssige reaktion står i krig og konflikt med slagterimedarbejderens følelsesmæssige reaktion og kan ikke andet end at føre til en gordisk knude.

Imens den følelsesmæssige krig foregår, sidder de policyprofessionelle – lobbyister og public affairs-bureauer – og får designet lovgivningen, så det passer til deres kunders økonomiske interesser. Industriens voksende magt gennem lobbyisme er en af disse langsomme, usynlige – og dybt ødelæggende – bevægelser i dansk politik, som vi skal have mere politisk opmærksomhed på.

Disse bevægelser kræver stærkere demokratiske muskler som værn mod de ensidige økonomiske interesser. Som jeg har berettet mange gange, er min oplevelse, at lovgivningsapparatet, og de demokratiske muskler i Folketinget er kollapset.

“Jeg mener selvfølgelig ikke, at følelser ikke er vigtige”

Hovedproblemet er, at der ikke bliver lavet en ordentlig demokratisk lovgivning baseret på borgernes valg. Lovgivningen og de vigtigste politiske beslutninger sker i lukkede rum ovre hos ministeren, hvor den reelle substans bliver lavet af dem, der har overblik over den – embedsfolk i samarbejde med interessenter med økonomiske særinteresser og policyprofessionelle. Det er forskningsmæssigt veldokumenteret.

Mit indtryk er, at politikerne i høj grad ikke er beskæftiget med de store politiske dagsordener andet end på overskriftsniveau og hensigtserklæringsniveau. Derfor opdager de typisk ikke, hvad de er med til at stemme igennem, eller kender konsekvenserne heraf. Det er derfor, de bliver overrasket og forarget, når f.eks. vores havmiljø er døende. De fleste partier har stemt for den politik, som har ført til det døende havmiljø, men fordi de ikke har sat sig grundigt ind i materialet og læst høringssvarene med advarslerne, så oplever de ikke, at de selv har skabt den virkelighed, de begræder.

Jeg mener, at det er vigtigt, at vi får taget et opgør med identitetspolitikken, både på højre- og venstrefløjen. Samtalen om, hvordan vi skal organisere vores samfund, skal ikke tage udgangspunkt i følelser på yderfløjene, men derimod i viden og moral.

Hvis emnet er dyreproduktion, vil de fleste godt kunne forstå, at dyrene selvfølgelig skal behandles ordentligt ud fra et dyreetisk perspektiv. Hvis borgerne havde faktuel viden om, hvordan dyrene har det i den nuværende dyreproduktion, ville de være dybt kritiske over for den nuværende dyreproduktion. Det ville være en kritik baseret på viden, ikke følelser.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at følelser ikke er vigtige for mennesker. Jeg siger er blot, at vi ikke kan basere en stat og politik på folks følelser. Vi må tilstræbe at basere stat og politik på viden og moral. Resultatet vil være et ’normalt’ godt samfund. Jeg vil derfor arbejde for, at politik i højere grad tager udgangspunkt i det store flertals normale moralske kompas.

Det vil betyde, at der vil blive vendt op og ned på, hvem og hvad der skal betragtes som ekstremt. I normalpolitikken er den ekstreme politik at udvide gas- og olieproduktion i en tid, hvor borgerne har stemt for en klimalov og overholdelse af Paris-aftalen. Det er ekstremt at tilgodese den industrielle landbrugsproduktion på bekostning af hele landets natur, havmiljø, drikkevand, osv. Det er ekstremt at bygge en motorvej oven på en række asbestdeponier, hvis forureningsrisiko ikke er vurderet, men hvor ministeren blot siger, at det er almindeligt, at man først kigger på problemerne, når de sker.

I det normale moralske kompas kan vi som borgere sagtens vægte forskellige hensyn og vurdere moralsk, hvis der bliver foretaget en faglig risikovurdering. Her vil alle, hvis de bliver tilstrækkelig oplyst, vurdere, at landbrugsindustriens indtjening ikke er vigtigere end rent drikkevand og levende havmiljø, at en kortere tur på motorvejen ikke er vigtigere end at sikre medarbejdere og lokalmiljø mod asbestforurening og så fremdeles.

Den nuværende ’ekstreme’ politiske linje kan derfor kun fortsætte, så længe det reelle politiske indhold foregår fordækt og mørkelagt samt lagt under en dyne af greenwashing.

Theresa Scavenius