Theresa Scavenius: Grøn trepartsaftale er en redningsplan for dansk svineproduktion
Trepartsaftalen viser endnu en gang hvordan Landbrug & Fødevarer former deres interesser til politik skriver Teresa Scavenius, medlem af folketinget (UFG), i dette debatindlæg.
28. jun. 2024 - klik på billedet for at læse debatindlægget hos Klimamonitor
Nu er der landet en ny ’historisk’ aftale mellem blandt andre Landbrug & Fødevarer og regeringen. Og der bliver opført et flot show i det politiske teater.
Der er ikke noget nyt i, at Landbrug & Fødevarer bestemmer dansk landbrugspolitik.
Vi ved, at de donerer mange penge til partierne, og vi ved, at de lobbyer kraftigt i ministerierne. Det nye er blot, at de nu er blevet givet en ligestillet rolle på niveau med regeringen. Fra regeringens side tror jeg faktisk, det er et strategisk fejltrin, fordi de dermed afslører deres bluff. Det skulle se ud som om, at regeringen og Folketinget er de magtfulde. Nu bliver det afsløret, at Folketinget er ved at blive reduceret til en ceremoniel institution på linje med Kongehuset.
Den udvikling mener jeg, vi bør bekæmpes.
Bag aftalen er også andre som Dansk Industri og Danmarks Naturfredningsforening. I det følgende taler jeg kun om Landbrug & Fødevarer, fordi det er den stærke aktør i denne sammenhæng. Min vurdering er, at Danmarks Naturfredningsforening er blevet kørt midt over, og jeg mener, det er sørgeligt, at de er med til at blåstemple Landbrug & Fødevarers politiske linje.
Business as usual
Hvis vi kigger på indholdet af aftalen, hvad er så Landbrug & Fødevarers landbrugspolitik?
Hovedfokus har været på den ’historiske’ CO2-afgift, som dog ser ud til at være et plus-stykke for landbruget. Hvis den nogensinde bliver effektueret. Der er tale om en ultralav CO2-afgift, som skal føres tilbage til landbruget. Den indføres i 2030 og skal revideres i 2032. Så samlet set er resultatet nok et nettoflow fra staten til landbruget.
Dertil kommer omkring 40 milliarder kroner til landbruget til rejsning af skov, udtagning af lavbundsjorde (som dog kan sælges tilbage til landbrugsanvendelse), puljer til teknologisk udvikling etc. Nogle af elementerne er fine nok, men er blevet solgt flere gange. Det særligt problematiske er dog, som jeg beskriver nedenfor, hvem som kommer til at forvalte alle pengene.
Redningsplan for svineproduktionen
Men mest af alt ser aftalen ud til at være en plan for at ’redde’ og fastholde svineproduktionen i Danmark. Dansk svineproduktion har været faldende det seneste år, og antallet af eksporterede levende grise oversteg i 2023 antallet af slagtninger af grise i Danmark. Aftale om et grønt Danmark er en milliardinvestering i at løse disse to problemer for dansk svineproduktion.
For det første indeholder planen en såkaldt ’slagtepræmie’ for grise. Der vil altså blive uddelt gaver, hvis grisen lever hele sit liv i en dansk stald for derefter at blive slagtet i Danmark. Dog er det uklart, hvor stor den præmie bliver. Regeringen vil derudover lempe grisesektorens produktionsafgifter med 25 millioner kroner ved en tilsvarende statslig kompensation, samt lette slagteriernes byrder ved at afsætte 45 millioner kroner årligt til blandt andet at afskaffe gebyrer for kontrol af restprodukter af veterinære lægemidler (for eksempel antibiotika).
Derudover gives en pulje på ekstra 10 milliarder kroner til udvikling og opsætning af pyrolyseanlæg. Gylle skal i fremtiden transporteres til biogasanlæg, derefter skal den afgassede biomasse overføres til pyrolyseanlæg, hvor den bliver til biokul, som så kan nedgraves på marker.
Det er en masterplan for et såkaldt ’lock-in’, hvor vi investerer massivt i infrastruktur, der gør os energimæssigt afhængige af gylleproduktion. Det er dog ikke helt gennemtænkt, hvilket teksten også indrømmer. Der er nemlig »regulatoriske og miljømæssige barrierer for opskaleringen og udbredelsen af pyrolyseteknologi.«
Udover at det er klima- og miljømæssigt problematisk, er det også økonomisk problematisk, når regeringen følger Landbrug & Fødevares politiske vilje: at vi skal investere 10 milliarder af borgernes skattepenge, selvom resultaterne er behæftet med stor usikkerhed og blot vil fastholde vores landbrugsproduktion ekstrem forurenende.
For at sætte tallene lidt i perspektiv: Sidste år skulle borgerne afgive en fridag for at skaffe 3 milliarder kroner. Nu strør man om sig med 40 milliarder plus 10 milliarder kroner plus en masse beløb i million-størrelsen.
Aftalen har intet med klima- og miljøpolitik at gøre. Det er ren interessevaretagelse af dem, som donerer penge til regeringspartiernes kampagner. Men alle spiller flot deres roller i det politiske spil.
Det er meget tydeligt en fortsættelse af business as usual.
Parallelt forvaltningssystem
Hvis det så bare var det. Men aftalen rummer, hvad jeg betragter som en foruroligende tendens.
Det er tydeligt, at Landbrug & Fødevarer er ved at oprette et parallelt forvaltningssystem. Hvor den formelle magt stadig ligger i kommunerne og styrelserne, men hvor den reelle substantielle politiske linje bliver lagt af Landbrug & Fødevarer.
Denne tendens skete med oprettelse af de såkaldte ’kystvandråd’, hvor der oprettes organer for statslige midler med interessenter, der kan følge og komme med anbefalinger.
Med denne aftale har regeringen bundet sig til at oprette et »Politisk forum for arealudtag med repræsentanter for regeringen, KL, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening.«
Det skal være toppen af det parallelle forvaltningssystem, som skal bygges op af ’en national styregruppe’, hvor blandt andre Landbrug & Fødevarer sammen med ministerierne vil lede, styre og kontrollere indsatserne i forhold til vandrammedirektivet, som vil foregå lokalt i de såkaldte kystvandråd og vandoplandsgrupper.
Det er en dyr regning borgerne i dette land skal betale for, at en ekstremt forurenende industri skal forblive ureguleret.
Og det er ikke blot en tendens inden for miljø og klima. Det gælder også sundhed. I Berlingske stod der forleden, at Forsikring & Pension, som er en stærk brancheorganisation for danske forsikrings- og pensionsselskaber, nu mener, at de også skal sidde med ved bordet, når der skal laves ny sundhedspolitik. Næsten alle danske lønmodtagere har nu privat sundhedsforsikring: »Det offentlige sundhedsvæsen har svært ved at følge med efterspørgslen.«
Det kastrerede klimaråd
Landbrugspolitik handler om, hvordan vi anvender vores areal. Klimarådet har for nylig udgivet en rapport om dansk arealanvendelse, der skaber en politisk ramme, hvor vi indenfor kan diskutere, hvordan klima- miljø- og naturpolitik skal kobles. Det har vi manglet i Danmark.
Det, man skal være opmærksom på i forhold til Klimarådets rapporter, er, at de arbejder indenfor et snævert mandat.
Klimarådets rapporter holder sig selvfølgelig i store træk til sandheden, men deres rapporter bliver fejlagtige eller endda manipulerende og politiserede, når de er meget selektive i forhold til, hvad de vælger at fokusere på.
For eksempel gør det næsten rapporten ubrugelig, at de udarbejder en rapport om arealanvendelse, der analyserer synergier mellem natur, miljø og klima, men vælger direkte ikke at inkludere animalsk landbrug, der er hovedkilden til forureningen i vandmiljøet. Dertil kommer, at de heller ikke inkluderer tab af fosfor samt effekt af importeret foder, det vil sige ressourceanvendelse i Danmark, som bruger areal i udlandet.
Når der ikke er nogle faglige og saglige argumenter, for at udelade disse i det, som burde være landets tungeste og mest omfattende analyse af arealanvendelse, bliver vi nødt til at stille spørgsmålet: hvem er ved at kastrere Klimarådet? Er Klimarådet bange for at komme i politisk unåde hos Landbrug & Fødevarer og deres politiske venner i regeringskontorerne?
Klimarådets rapporter er kun så gode, som de politiske rammer, der er grundlaget for dem. De regner på politiske målsætninger, som er uambitiøse, upræcise og nogle gange direkte klima- og miljømæssigt forkerte.
Klimarådets opgave er i sidste ende at give nogle pejlemærker indenfor, hvad der er politisk muligt. Derfor tager de udgangspunkt i reduktioner, der allerede er vedtaget politiske mål for. Derfor kan de ikke tage stilling til reduktioner, der ikke er politiske mål for. For eksempel reduktionen af animalsk landbrug, der både er klima- og miljømæssigt udslagsgivende.
Derfor skal man også være kritisk overfor hvilken politisk ramme, der er blevet sat for analysen, der resulterer i de tal, politikerne træffer beslutninger ud fra. Analysen er et klassisk eksempel på, at politik skaber vores virkelighed. Heldigvis kan vi ændre vores politik.
Erhvervsøkonomiske omkostninger eller samfundsøkonomiske gevinster
Det gode ved rapporten fra Klimarådet er, at den analyserer de synergiske effekter ved, at vi løser mere end ét problem af gangen. Klima, vandmiljø og biodiversitet er unægteligt koblet til arealanvendelsen, hvorfor det er uundgåeligt at skulle samtænke løsninger. Naturbaserede løsninger på klimakrisen er forskningsmæssigt belyst som værende effektive og med stor sikkerhed.
Arealanvendelsesrapporten benytter sig af tre scenarier; ét klimascenarie, ét vand- og klimascenarie og ét natur-, vand- og klimascenarie. Desværre får den snævre økonomiske regnemetode endnu engang for meget spalteplads.
Problemet opstår, når metoden til at sammenligne de tre scenarier er ’omkostninger’. Her ser det umiddelbart ud til, at det er en hel del ’billigere’ at få CO2-reduktioner uden at tænke på naturen. Hovedsageligt på grund af, at i det ’rene klimascenarie’, kan intensivt landbrug blive til skovbrug, hvorved det erhvervsøkonomiske tab bliver minimalt.
I rapporten anerkendes det dog, at der mangler en samfundsøkonomisk beregning af, hvordan det er en gevinst for samfundet at få mindre forurening af både vand, jord og atmosfære, samt plads til en divers natur.
Spørgsmålet er, hvad vi som borgere kan bruge ’omkostninger’, altså det erhvervsøkonomiske regnskab til, især taget i betragtning, hvor lille en del af dansk økonomi landbruget udgør. En ny analyse har netop vist, at landbrugets bruttoværditilvækst kun er 3 procent, og det er endda uden at fraregne de samfundsøkonomiske omkostninger ved forurening af vand, natur og atmosfæren. Det erhvervsøkonomiske regnskab, der ofte blot betegnes som et økonomisk regnskab, får desværre alt for ofte en disproportional stor politisk magt.
Den politiske magt er noget, vi som politikere pålægger disse tal. Da vi ikke har tal for gevinsten ved mindre forurening af både vand, jord og atmosfære, samt plads til en divers natur, er der intet tal at tilegne politisk magt. Dette er ét af svarene på, hvorfor miljø og natur politisk underprioriteres i al lovgivning.
Vi har brug for en lang stærkere forståelse af, hvad det koster for samfundet, når industrier gratis får lov til at overtrække på vores fælles ressourcer. Det handler om at have en ressourcetilgang til vores økonomi og konkurrenceevne. Det har jeg skrevet en tekst om, som jeg snart deler.
Usikre synergistiske økonomiske effekter
I rapporten skriver Klimarådet:
»Indsatsen bliver dyrere, jo flere mål som skal realiseres, men dog billigere, når målene nås med en samlet indsats og ikke løses hver for sig i en ukoordineret indsats.«
Dermed anerkender Klimarådet den vigtige pointe, at selvom det er ’billigere’ ikke at løse natur- og miljøproblemer, når vi løser klimaproblemer, må vi regne med, at den politiske ambition er at løse alle vores problemer – og at det samfundsøkonomisk er billigst.
Problemet er selvfølgelig, at de synergistiske økonomiske effekter er usikre. Klimarådet vurderer, at »besparelsen ved at opfylde målsætningerne for biodiversitet, vandmiljø og skovrejsning samtidigt er mellem 8 og 20 pct.«
Det er den samme diskussion, der generelt er i forhold til finansministeriets regnemodeller for for eksempel omsorg og andre dynamiske effekter. Her vurderes for eksempel omsorg at have stor usikkerhed, hvilket får den betydning, at omsorgs samfundsbetydning ikke kan tildeles et tal og derfor ikke politisk vægtes. Den samme begrænsning og problematik har regnemodellerne, når der skal regnes på klima-, miljø- og naturpolitik. Vi kan regne på CO2-kvoter og tilskudsordninger, men den reelle pris har vi ikke teorien og metoderne til at komme frem til.
Konklusionen er derfor, at Klimarådet ikke kommer i nærheden af den reelle pris for, at vi benytter vores areal, som vi gør i dag.
Næste step: Landbrug & Fødevarers politik skal stemmes igennem i Folketinget
Vi kender derfor heller ikke den reelle pris for at fortsætte med at landbruget forbliver reguleret. Til gengæld ved vi nu, at Landbrug & Fødevarer har sikret omkring 50 milliarder kroner til landbruget. Hvordan pengene vil blive brugt, er uklart endnu, blot ved vi, at Landbrug & Fødevarer har oprettet et parallelt system, hvor de på alle niveauer kan holde styr på, at tingene går som de mener bedst.
Men hov, i aftalen mellem regeringen og Landbrug & Fødevarer står der afslutningsvis, at regeringen skal »sikre sig et politisk flertal ift. konkret lovgivning.«
Nå ja, det er jo blot en formalitet i Folketinget, hvor der sidder nogle søvnige partimedlemmer og stemmer Landbrug & Fødevarers politik igennem.
Det er full circle på min kritik af Folketinget og deres manglende opretholdelse af institutionens raison d’être, nemlig at varetage borgernes og almenhedens interesser.
