Nyhedsbrev: Opslugt opposition
En ny politisk sæson er nu skudt i gang.
Vi står stadig med de samme udfordringer her efter sommerferien som før. Politikken for klima, miljø, etc. står stadig stille.
Samtidig svækkes Folketingets mulighed for at lave god lovgivning. En af udfordringerne er, at det er lykkedes flertalsregeringen fuldstændigt at opsluge oppositionen.
Onsdag d. August 7, 2024
Vi står stadig med de samme udfordringer her efter sommerferien som før. Amerikansk politik holder måske med tåneglene fast i et demokratisk samfund, selvom det allerede nu ifølge demokrati-indekset af The Economist Unit ikke kan betragtes som et fuldgyldigt demokrati. Jeg skrev for et par år siden om afdemokratiseringen i USA og om, hvordan Trump ikke var årsagen til problemet, men en naturlig følge af den foregående udvikling.
Hvordan ser det så ud herhjemme? I løbet af sommeren har Justitia udgivet en opdateret rapport om Folkestyrets og demokratiets tilstand i Danmark. Det er dystre konklusioner, som desværre stemmer overens med meget af den kritik, bl.a. jeg har rejst de sidste par år.
I går var jeg i P1 debat for at diskutere, om regeringen har højnet den demokratiske samtale. Anledningen var, at Christian Friis Bach skiftede parti fra Radikale Venstre til Venstre, og blandt andet forklarede skiftet ud fra, at flertalsregeringen havde gjort den demokratiske samtale mere værdig.
Den forsvundne demokratiske samtale
Friis Bach siger, at flertalsregeringen henover midten har resulteret i en mere “værdig demokratisk samtale”, hvor der er mindre skænderi og personangreb. Kritikken af den uværdige politiske debat er rigtig. Sidste valgkamp, anført af netop de nuværende regeringspartier, var præget af personfikserede kampagner langt fra den politiske substans. At de krigeriske partier finder sammen i et ægteskab og holder våbenhvile, er sådan set fint for os alle.
Problemet er blot, at det desværre ikke betyder, at der så bliver skabt rum for en bedre demokratisk samtale. De har erstattet krigen og skænderiet med tavshed.
Det, som jeg ser på Christiansborg, er, at den demokratiske samtale er død. Det er sket, som et resultat af, at lovgivningsarbejdet i stigende grad er blevet erstattet af politiske aftaler. Det bliver af forskere kaldt for “forligsparlamentarismen”.
Essay_af_Joergen_Groennegaard_Christensen.pdf (au.dk)
Konkret kan vi se det ved at lovforslag i 90 % af tilfældene ikke bliver 2. og 3. behandlet substantielt Grundlovsdag - den demokratiske skinproces — Theresa Scavenius (squarespace.com), tiden lovforslag går igennem Folketinget er halveret over en 20 årig periode, mens omfanget af tekster, Folketinget skal behandle, er blevet fordoblet og kompleksiteten af lovforslagene er blevet sværere.
Vi kan konstatere, at forligsparlamentarismen kvæler Folketingets oppositionsarbejde. Den direkte konsekvens er fejl, lovsjusk, samt at politikere ikke kender det reelle indhold af de lovforslag, som de stemmer igennem, og de aftaler de er med i. Derfor ytrer partierne også ofte kritik af de aftaler, som de selv har været med til at vedtage. Et absurd og samtidig voksende fænomen.
Et konkret eksempel er Nordsøaftalen. En bred aftale, der blev omtalt som et historisk stop for dansk olie- og gasproduktion i 2050. Til forligspartiernes store forargelse var “ånden i aftalen” blot, at tidsrummet indtil 2050 skulle udnyttes til fossil ekspansion, hvorfor vi nu ser nye olie- og gasfelter blive taget i brug. Et andet er minkerstatningsaftalen.
Den opslugte opposition
Vi står i en særlig situation i øjeblikket, hvor der er en flertalsregering. Det fjerner dog ikke oppositionspartierne fra et ansvar for at forsøge at agere kontrolorgan samt opposition til regeringen. Vi ser desværre i praksis det modsatte ske.
På det politiske substantielle niveau er der ikke længere stor forskel på regeringen og Folketingets øvrige partier. De fleste partier er med i regeringens politiske aftaler og stemmer for regeringens lovforslag. Det viser figuren på billedet. Her kan man se, hvor ofte de forskellige partier har stemt sammen med regeringen.
Radikale Venstre topper ved at have stemt for 94% af regeringens lovforslag i den sidste samling (2023-2024). Derfor er det heller ikke overraskende, at Christian Friis Bach kan skifte fra RV til V. I praksis arbejder de for, og stemmer for, den samme politik.
Forskellen mellem partierne er reduceret til en popularitetskonkurrence og kampagner. RV påstår, at de er mere grønne og røde end regeringen. Hvis man kigger på, hvilke aftaler de er med i, samt hvad de stemmer for, passer det dog ikke.
Den pragmatiske politiker
I et essay udgivet af Magtudredningen 2.0. beskriver forskeren Emil Husted, at folketingsmedlemmer oplever en magtesløshed bl.a., fordi aktiviteter i Folketinget drænes for indhold og indflydelse. Dette hænger direkte sammen med forligsparlamentarismen, hvor politik flyttes fra Folketingets åbne rum til ministeriets lukkede rum. I det lukkede rum er det embedsfolk og policy-professionelle fra public affairs virksomheder samt lobby-organisationer, som er de egentligt magtfulde.
Essay_af_Mark_Blach-OErsten__Eva_Mayerhoeffer___Ida_Willig.pdf (au.dk)
Essay_af_Peter_Munk_Christiansen.pdf (au.dk)
Hvad gør den politiker så, som er valgt ind i Folketinget i den situation. De gør, som Christian Friis Bach var meget ærlig om i P1 Debat: bakker op og stemmer for ens partis politik - uanset om man er enig eller uenig. Derudover kan man skifte parti, hvis det er opportunt og så indtage det nye partis retoriske linje.
I radioprogrammet nævnte jeg, at politik derfor efterhånden mere minder om sport, hvor politikere, ligesom sportsfolk, kan skifte mellem forskellige hold, som har forskellige farver, men grundlæggende spiller det samme spil.
Vi mangler reelle og klare politiske positioner til de fleste af Folketingets partier. Vi mangler konsekvens og konsistens mellem, hvad de siger og hvad de stemmer for. Denne manglende forskel er grunden til, at flere og flere danskere ved valg - over 2 procent ved sidste valg - vælger at stemme blankt, selvom der er flere partier at vælge imellem end nogensinde.
Cocktail-effekten
Partiskift er ikke et problem, hvis det sker på baggrund af reelle politiske holdninger, fx i et tilfælde, hvor partiet skifter kurs - hvilket de lige så ofte gør som politikere efterhånden. Det er cocktail-effekten af forligsparlamentarismen, der kvæler lovgivningen, og den invaliderede demokratiske samtale grundet hastelovgivning og Folketingets institutioners stadig voksende ligegyldighed. Den pragmatiske politiker er et lige så stort problem som det pragmatiske parti, den pragmatiske moral, det pragmatiske forhold til fakta og det pragmatiske forhold til demokratiske principper, som hersker på Christiansborg. Det er dette sammenlagt, der skaber mistilliden til politikerne og Folketinget.
Denne cocktail-effekt er i min analyse årsagen til, at demokratisk politik er ved at kollapse, fordi love i Danmark i de fleste af tilfældene ikke længere behandles substantielt i Folketinget af oprigtige folkevalgte, som agerer ud fra egen overbevisning og som en stærk og kritisk opposition.
Regeringens resultater
Radioprogrammet skulle også have handlet om regeringens resultater. Det nåede vi ikke til i den runde, jeg deltog i. Men vi kan godt opsummere det. De har i sidste samling fået vedtaget 200 af deres love, hvor RV som nævnt har stemt for 94 % af dem. Og regeringen har siden de blev valgt ind fået vedtaget 91 nye politiske aftaler - de fleste af dem med meget store og brede forlig (Regeringens aftaler - Regeringen.dk). RV er med i 81 af dem. Det svarer til 89 %.
Min midtvejskonklusion er derfor, at regeringens største resultat er, at de har opslugt oppositionen i Folketinget.
Vi kan diskutere en masse om personer, fnidder og holdfarver, men grundlæggende har vi nu en flertalsregering, der stort set agerer i Folketinget uden opposition. Det vil sige, at de love, som bliver vedtaget under disse vilkår, helt teoretisk set måske ikke kan kaldes for demokratisk vedtagne i en demokratisk legitim proces.
Behov for en genopretning
For at genoprette Folketinget kræver det bl.a. et opgør med forligsparlamentarismen.
Vi skal gå fra at lave politiske aftaler til i stedet at parlamentarisk behandle lovforslagene. Det ville muliggøre, at partierne substantielt skulle tage stilling til alle lovforslag. Det ville samtidig kræve et opgør med partidisciplinen, hvor alle folketingsmedlemmer i dag skal stemme for de lovforslag, som partiets ledelse beslutter sig for at indgå forlig om (hvilket som nævnt er langt de fleste).
I dette skriv refererer jeg flere gange til nogle opgørelser ift. hvordan partierne har stemt samt partidisciplin. Jeg arbejder i øjeblikket på et lille notat, hvor disse opgørelser fremgår. Jeg regner med at være færdig med notatet inden for et par uger.
Du kan høre hele udsendelsen her:
https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-debat/p1-debat-2024/p1-debat-christians-radikale-svigt-11162401322
