Affaldsloven
Affaldsloven var det første lovforslag, som jeg arbejdede i dybden med. Det var her jeg lærte at bruge samråd, ændringsforslag, etc.
Det startede med, at jeg sammen med forligskredsen, dengang jeg var i Alternativet, blev briefet om, at de i ministeriet ville liberalisere affaldsforbrændingssektoren. Jeg har tidligere, gennem mit klimapolitiske arbejde på universitet, hørt om, at der var planer om at liberalisere den sektor. For mig at se er det dybt hul i hovedet at liberalisere en sektor, som vi ønsker at få mindre af.
Med en liberalisering bliver affald til et produkt, der kan købes og sælges, frem for et problem, vi skal have så lidt af som overhovedet muligt.
Jeg rejste derfor med det samme kritikken på mødet, hvorefter jeg for første gang mødte modstand i forligskredsen, som jeg nu har lært er den generelle kultur på Christiansborg. Det var også her, at jeg begyndte at forstå, at for folketingsmedlemmer er forligskredsene mere hellige end moralske principper og faktuelle forhold.
Men alt dette vidste jeg ikke til at starte med. Så jeg begyndte straks med at indkalde forligskredsen til krisemøder, hvor jeg inviterede klimarådet, concito og andre som også kunne vise, at liberaliseringen ville medføre mindre miljø- og klimaregulering af sektoren. Stik imod, hvad der stod i hensigterne i de politiske aftaler og politikernes skåltaler.
Men det viste sig, at der var en meget lille interesse for at høre kritikken, og det kom frem at embedsfolk blev tvunget til at pynte på tallene - Embedsfolk fik armen vredet om. Nu ser regeringens klimapolitik sjovt nok bedre ud - Zetland.dk. De Konservative var de eneste, som reagerede på kritikken, også fordi der var mange Konservative borgmestre, der kritiserede lovforslaget.
Resultatet blev, at Alternativet, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og De Konservative stemte imod. Lovforslaget.
Et år senere kom det frem, at tallene var forkerte. Sektorens udledninger stiger nu. Helt som forventet i forhold til min kritik. Det var det, som ministeren ikke ville have skulle komme frem. Det kan du læse om i Zetland her, og i Altinget her.